Ved Hrvoje Milakovic /7. september 20216. september 2021 Du ved aldrig, hvilke tricks der er i dine godbidder, siger en farverig karakter i filmskaberen Scott B. Hansens Bad Candy, der havde verdenspremiere på Frightening Ass Picture Festival. Og det er et statement, som filmen tager til sig. Du ved aldrig, hvad du får med Bad Candy, uanset om det er slik eller mønter.
Bad Candy, skrevet af Hansen og Desiree Connell, foregår på Halloween-aften i en lille by, hvor DJ'erne Chilly Billy (Slipknots Corey Taylor) og Paul (Gremlins Zach Galligan) fortæller uhyggelige historier om regionen. Det følgende er en fremragende, om end uperfekt, gyserantologi, der lever og ånder Halloween, med forskellige blodige fortællinger og en skræmmende klovn, der dukker op hele vejen igennem og vil få din kostume-makeup til at køre.
Tro mig, når jeg siger, at denne klovn er det modsatte af Trick 'r Treat's yndige Halloweenie Sam. Hvis jeg så dette fjols stå i siden af vejen med et leg med mig-skilt, ville jeg køre ham over.
Djævleklovnen og Sam er dog mere ens, end de ser ud.
Hansens billede trækker væsentligt fra Trick' r Treat, næsten til det punkt, at det er alt for tydeligt. Begge involverer en mystisk, udklædt figur, der dukker op i og ud af mange historier. Begge film indeholder historier om at respektere Halloween-lovene og følgerne af at ignorere dem (hver film har en tidlig scene med frække børn, der snupper mere end den anbefalede mængde slik på fortrinnet og opdager, at det ikke er så sødt). Og selvfølgelig har begge en lækker uhyggelig Halloween-stemning.
Bad Candy er en af de film, der uanset årstiden, om det regner, sner, eller dit hjem bliver revet med dig i den ligesom Dorothy, alt du skal gøre er at tage den på, og du vil føle dig som hvis du bliver pakket ind i armene på selve det store græskar. Hvis én afdeling på Bad Candy fortjener særlig anerkendelse, er det hele produktionsdesignteamet. Dette er ikke som andre gyserantologier, der har forsøgt og undladt at fange Halloweens uhyggelige atmosfære. I den forbindelse opfylder billedet næsten den høje standard, som Trick'r Treat har sat, med en verden, der er fuldstændig oversvømmet af ghouls, nisser og en forfærdelig dræberklovn. Klovnens hule er et skue i sig selv, der minder mig om Oogie Boogies hule fra Nightmare Before Christmas i alle aspekter, farverigt og ildevarslende.
Wayne Andersons specielle makeup-effekter fortjener også en omgang påskønnelse. Bortset fra den skræmmende klovne-ting, der lurer rundt - jeg foragter ham - er Hansens billede fuld af monstre og galninger, som alle er smukt udførte og fik mig til at råbe, længe leve praktiske effekter! En djævelsk gargoyle - og en af årets mest bemærkelsesværdige væsner - dukker op under græskarrenes løb. Jeg var nødt til at stoppe op og sætte mine øjne tilbage i hovedet efter at have set en flok mennesker springe over en farlig mark med græskar på hovedet. Det Hansen og hans besætning gør med effekterne i Bad Candy er intet mindre end forbløffende i betragtning af den beskedne produktion, til det punkt, at de få digitale effekter, især i en fortælling, hvor en lille piges fantasifulde tegninger kommer til live, truer med at gøre billedet billigere til sammenligning.
Selvom ikke alle fortællinger i Bad Candy er en direkte gorefest, er de fleste af dem det, og dybtgående horrorelskere vil sluge blodet, der sprøjter på skærmen igen og igen. Dette er en vild film, hvor intet tabu er sikkert. Børn bliver revet fra hinanden. Søde feer er blevet klemt. Der er endda en hel fortælling om nekrofili og en lighusarbejders reaktion på ikke at have en varm date på Halloween. Hvis Trick' r Treat er æresrulle-eleven, er Bad Candy den onde tvilling, der er blevet sat op på loftet for at holde alle i sikkerhed.
Vi kan godt lide gyserantologier, fordi de normalt indeholder en lille smule til alle, og selvom de er blandet, er der altid mindst én Reese's Cup for hver forfærdelige Candy Corn. Bad Candy er ingen undtagelse. Nogle historier er en liflig bid af blodig og gal som helvedes frygt, men andre har en kridtet, utilfredsstillende tomhed over sig. Tag et kig på dig selv, Candy Corn! De fleste af jer er enige om, at de fineste gyserantologier indeholder fire til fem historier. Alligevel propper Bad Candy så mange bidder, som det kan, i posen, hvilket underminerer mange historier, da der ikke er tid nok til at værdsætte smagen, før vi bliver skubbet ind i en anden historie. Fordi få af Bad Candys dele tillader megen karakterudvikling eller plot, stikker de større og blodigere stykker, såsom græskarløbet, mest frem.
Siden tiden med mesterværker som Creepshow er gyserantologier blevet mere fantasifulde med deres omslag – tag for eksempel Scare Package – men Bad Candy kommer også til kort her. Lige så indtagende som Galligan er i jobbet, er hverken han eller Taylor særlig overbevisende som vores værter, Chilly Billy og Paul. Det hjælper ikke, at komedien i Bad Candy for det meste føles lige så tvunget som anti-Halloween-naboen, der mumler glad Halloween, når de åbner døren. Mange antologier tager sig også tid til at introducere historierne, men Bad Candy, ligesom Trick'r Treat, antager en indbyrdes forbundne stil, hvor hver historie i byen har mindre forbindelser. Det er et spændende koncept, men Hansen og Connells manuskript formår kun at tilbyde os tågede bånd til hver historie, hvilket får universet til at føles mere fragmenteret, end hvis der kun var én bindende tråd.
Bad Candy er den følelse, du får, når du vender hjem efter trick-or-treating og smider alt dit Candy på gulvet. Der er den ene gigantiske chokoladebar. Et par æbler. Filmen har højdepunkter, der føles som at spurte gennem gaderne forbi udsmykkede huse i oktober og nedture, der føles som at sidde over toilettet med ondt i maven efter at have spist for meget slik. Det er langt fra fejlfrit, men det har nok fascinerende historier, latterfremkaldende elendighed og uhygge til at tage dig til Halloween, når lysten melder sig.