Ved Hrvoje Milakovic /11. september 202114. september 2021 Cannon Arm and the Arcade Mission, Mads Hedegaards spillefilmsdebut, fanger essensen af arkader. og betydningen af støttesystemer gennem én mands søgen efter at maratonløbe et videospil i 100 timer, der føles som en krydsning mellem The King of Kong: A Fistful of Quarters og The Big Lebowski. Bestræbelsen forekommer besværlig og muligvis meningsløs for uerfarne med videospil, men Hedegaards dokumentar undersøger, hvad det vil sige at gøre noget af personlige årsager. Cannon Arm og Arcade Quest føler, at venner spiller en rolle i at nå andre venners mål om at være sønderlemmende og livsberigende på denne måde.
Kim Cannon Arm forsvinder ofte i baggrunden overalt, hvor han går, stille, fordringsløs og kompleks for at gennemskue, hvad der foregår i hans hjerne. Han er mest kendt for at spille Konami-spillet Gyruss fra 1983 i 49 timer i træk på en enkelt mønt, da han var 55 år gammel. Cannon Arm og Arcade Quest følger ham, mens han forsøger at slå sin egen og verdensrekorden ved at køre Gyruss i 100 timer. Med sine kammerater ved sin side ønsker han at gøre noget, som de fleste mennesker ville undgå på grund af den fysiske og mentale belastning, det kræver. Kims venner er dog klar til at hjælpe, og videoen går i detaljer om den planlægning, der er nødvendig for at udføre sådan et kæmpejob. Det virkelige spørgsmål er ikke, om det er det værd, men om det kan lade sig gøre.
Tag det roligt, hvis du kommer ind i denne film med ringe eller ingen forståelse af videospil siden. Samtidig er der en historielektion om konkurrencesiden af spil og spillehaller generelt. Hedegaard virker ikke helt fokuseret på at give seerne lyst til at spille videospil. Det fællesskab, der opstår omkring Kim og inde i Bip Bip Bar, føles derimod mest fascinerende. Selv når Kim begynder sin rekordstore indsats med Gyruss, har Cannon Arm og Arcade Quest en beroligende luft i sig. Dette skyldes, at der ikke er mange mennesker, der observerer Kim for at sikre, at han har det godt. I stedet spiller de spil med ham, drikker øl og skaber en atmosfære, der ligner en spillehal.
At fange lyden af maskineri, der snurrer, mens nogen springer over en tønde i Donkey Kong eller skyder en alien i Space Invaders, mens du prøver at slå din højeste score, er det, der gør Cannon Arm and the Arcade Quest til et godt forslag til folk, der ønsker at nyde stemningen i en film. Kim er ikke et naturligt spændende emne, på grund af hvor meget han holder for sig selv og sin relativt snævre interesse. Alligevel viser hans entusiasme for spil og de andre betydningsfulde spillere, han har omgivet sig selv, et kammeratskab, der er tydeligt i de fleste arkader, der stadig overlever. Når filmen taler med folk i deres eget hjem og spiller videospil på sofaen, understreger det blot det tab af kammeratskab, som hjemmespil har frembragt.
Kims venner er på den anden side ikke dine gennemsnitlige gamere. Som tidligere sagt er de alle meget talentfulde i et eller flere spil. Hans ven Carsten udmærker sig i Donkey Kong, Dyst har flere verdensrekorder i Puzzle Bobble 1 og 2, Svavar har en Tetris verdensrekord, og Emil har en Micro Hexagon verdensrekord. Men de har alle et liv uden for gaming, uanset om de studerer musikteori, fysik eller poesi. De er alle frygtsomme uden for deres samfund på Bip Bip Bar og The Shed. Alligevel, når du ser dem sammen, ville du aldrig vide det, da deres forhold tilskynder til konstant forstærkning af hinanden.
Da Cannon Arm and the Arcade Quest til sidst begynder Kims maratonindsats, viser det sig at være mindre anspændt, end det så ud til at være. Hedegaard fanger den mentale træthed ved at spille et spil så længe med supplerende grafik og musik, inklusive Iron Maiden, Kims yndlingsband. Bortset fra påmindelserne om, hvor meget tid der er tilbage i hans bestræbelser og intensiteten af hver pause, han tager, søger han måske en verdensrekord, men optagelserne får det ikke til at se ud.
Cannon Arm and the Arcade Quests afslappede og trancelignende tone fanger perfekt, hvordan det er at hænge ud i en arkade. Venner, der samtaler, og halvliters øl, der indtages foran lyse pixels i støjende arkadeskabe – det er en oplevelse, der ikke kan gengives derhjemme. Hedegaards indledende nysgerrighed i Kims Gyruss-indsats viger til sidst for en smuk undersøgelse af fællesskabets betydning som et kærlighedsbrev til et af tilflugtsstederne for spilfællesskaber, der kan samles.