Ved Hrvoje Milakovic /6. november 20216. november 2021 Mange ting, der er irriterende eller endda ubehagelige i det virkelige liv, er blevet gjort underholdende af filmen. En af de ting er en kriminalitetsefterforskning. Intriger, mystik og spænding omkring at finde ud af sandheden er ofte erstatninger for den smerte, lidelse og håbløshed, der følger med at se en kriminel arbejde på første hånd. Vi skal kun huske film som The Silence of the Lambs og Seven for at se, at filmskaberne lavede fantastisk underholdning ud af ret dystre ting. Yara, ugens nye Netflix-film, forsøger at gøre netop det ved at gå cirka 10 år tilbage i tiden og fortælle os om mordet på den unge Yara Gambirasio. Gør Yara igen underholdning ud af lidelse, eller fejler den i forsøget?
Yara er skrevet og instrueret af Marco Tullio Giordana og har Isabella Ragonese, Chiara Bono, Roberto Zibetti og Sandra Toffolatti i hovedrollerne. Filmen skildrer mordet på den 13-årige Yara Gambirasio, som en dag forlod et sportscenter og aldrig blev set i live igen. Det er en trist sag, og en der har fået meget dækning i sin tid. Et så uskyldigt lille barns død rammer hårdt overalt, og i Italien blev det en kæmpe sag, efterfulgt af en lang og udmattende efterforskning. Giordanas film lægger alle fakta på bordet, og blot fra et uddannelsesmæssigt synspunkt fungerer filmen som en måde at fortælle folk, hvad der skete, og hvordan politiet gik om at finde morderen.
Som et stykke underholdning fejler filmen fuldstændig ved at bruge kedelig udlægning, mekanisk dialog og kedelige præstationer fra næsten alle skuespillere. Filmen har en tendens til at spille det lige og nøgternt, når det kommer til fundene i mordsagen. Men når den forsøger at opbygge karakter og forsøger at gå efter følelser, fejler Giordana ved at bruge kliché efter kliché i karakterudviklingens guidebog.
For eksempel; det er ikke nok for Ragoneses karakter at være en smuk, voldsom og stærk kvinde, men hun er også, du gættede rigtigt, en dødslået mor, der lider af et anstrengt forhold til sin datter. Det er præcis, hvad du forventer af hendes type karakter, fordi det er præcis, hvad utallige andre film også har gjort. Når filmen gør det, føles den svag og overspillet. Til tider falder Giordana næsten til at bruge melodrama til at trække i følelsesstrengene, men det virker ikke.
Visuelt leger filmen ikke meget med komposition, lyn eller andet, der kan give filmen en følelse af atmosfære eller tone. Kameraet er rettet mod skuespillerne og lad os rulle. Det ser ud til at være nok for Giordana, men i dagens klima, hvor film og tv-shows topper hinandens kvalitet på ugentlig basis, virker dette ret dovent og uinspireret.
Filmen gør et godt stykke arbejde med at præsentere sagen. Så godt et stykke arbejde, at filmen virkelig virker mere som en genskabelse af begivenhederne i en dokumentar. Det får dig til at spekulere på, om en ordentlig dokumentar ikke ville have været det bedste format til at fortælle historien. Da Giordana ikke ser ud til at vide, hvordan man rent faktisk skal tilpasse al denne information til en ordentlig fortællende film med karakterer med motivationer og behov.
Isabella Ragonese gør, hvad hun kan med rollen, men for en hovedperson er hun utrolig kedelig. Baggrundshistorien til hendes karakter er i bedste fald kliché, og filmen bruger ingen tid på at opbygge hendes karakter. Vi ser kun hendes arbejde, og det er det. Yara selv får kun den menneskelige behandling ved at fortælle os sin frygt og ønsker i form af nogle dagbogsoptegnelser. Uden for denne undtagelse opfører alle sig som en robot. Det er bizart.
Netflix' produktioner har fået en form for berømmelse på det seneste. Og ikke den gode slags. Deres film ses som produktioner med lav indsats, lavet med kun behovet for at tilfredsstille efterspørgslen efter indhold på platformen, i stedet for levering af kvalitet frem for kvantitet. Desværre bekræfter Yara kun denne opfattelse af streaminggigantens produktioner.
Yara kan kun anbefales til folk, der allerede har en interesse i sagen eller ønsker at vide noget om den. Men enhver, der leder efter noget, der kan kaldes overbevisende eller gribende, ja, der er meget bedre muligheder på Netflix og mange andre steder. Retssale kan være sjove, men dette er ikke en af dem.