Ved Hrvoje Milakovic /27. september 202126. september 2021 Da den fundne gysergenre eksploderede med The Blair Witch Projects optræden i teatret, sprang mange producenter på muligheden for at kunne producere noget billigt, der ville indløse tonsvis af profit. Med tidens løb har mange film brugt formatet til at nå et sådant mål, og de har mødt både succes og fiasko. Det er 2021, og en nyfundet optagelsesfilm hopper ind på publikums skærme. Hvor står den? Som en succes eller som en fiasko?
VHS 94 er en antologifilm med dele instrueret af Simon Barret, Timo Tjahjanto, Jennifer Reeder, Chloe Okuno og Ryan Prows. Filmen indrammer de forskellige historier omkring et S.W.A.T. Holdet leder et razzia på, hvad der ser ud til at være hovedkvarteret for en meget voldelig kult. Videobåndene fundet inde i lokalerne skildrer nogle skræmmende eksperimenter og hændelser, alle bundet op omkring en enorm sammensværgelse.
VHS-serien har gjort sig selv en plads i branchen takket være dens lave budget og skandaløse holdning til historiefortælling. Dette nye afsnit i serien skubber ikke rigtigt konvolutten længere, end de tidligere film gjorde, men det formår at tilføje en smule excentrisk humor og øge de parodiiske elementer til et nyt niveau.
Historierne er varierede, og de omhandler alle mulige mærkelige tråde. Fra tilsynekomsten af et monster i kloakken, til en begravelse, der gik galt, og en actionfyldt sekvens, der plyndrer laboratoriet hos en gal videnskabsmand. Der er lidt af hvert i filmen, men med denne fantastiske følelse af variation, kommer der også en følelse af uorden og usammenhæng. Selv når historierne er indrammet omkring S.W.A.T. fund inde i kultens hovedkvarter. Ingen af historierne ser egentlig ud til at have andet til fælles, end at de er voldelige, og de er billigt udførte.
Produktionsværdierne i nogle af disse historier er næsten nul. Fundne film er aldrig blevet anerkendt for deres enorme budgetter, kulisser eller kostumedesign, men V/H/S/94 ser ud til at være blevet lavet på et stramt budget. Hvilket er et meget stort problem, for mange af historierne forsøger at være for ambitiøse for deres egen skyld. Indsatsen og hensigten er der, men filmskaberne kan ikke rigtig nå deres mål. Denne mangel på ressourcer påvirker filmen så meget, at gyserelementet i mange øjeblikke forvandles til ren absurditet, da mange af specialeffekterne bare ser for falske og fjollede ud til at blive taget seriøst. Mange af disse historier udvikler sig derefter til at blive gore-fest, men efter det første chok bliver det trættende og kedeligt at se indvolde blive kastet rundt hele tiden.
Når det kommer til instruktion, er det meget mærkeligt, at af de fem instruktører, der arbejder i filmen, er det kun Tjahjanto, der formår at have sin egen stemme. Det afsnit, der vises i midten af filmen, er det længste, og det er helt i overkanten. Masser af sløvhed, action og uhyggelige monstre, men det er gjort med velbehag og ekspertise. Resten af delene adskiller sig ikke meget fra hinanden, og de kunne faktisk have været instrueret af den samme person.
Alles skuespil fremstår som falsk, og selvom dette aspekt kan tilføje en vis charme til nogle dele, fremstår det i andre som amatøragtigt i bedste fald.
Hvis kun instruktørerne og forfatterne fra alle forskellige dele kunne have arbejdet mere som et team i stedet for at være adskilt, kunne filmen være mere konsistent, og hver af delene kunne fodre på hinanden.
Lige nu er det så svært at finde en film, der er skræmmende. Publikum har set så mange idéer på skærmen, og nogle af dem er blevet udført så godt, at det er svært at finde på gode ting og udføre disse idéer på den rigtige måde, er endnu sværere. V/H/S/94 formår slet ikke at være skræmmende. Det fremstår som en indsats, der kun vil finde forsvarere blandt de mest hardcore fans af serien, eller dem, der ikke har noget imod at se en dårlig film og griner af den.
Filmen bekræfter også, hvor begrænset det fundne optagelsesformat er. På dette tidspunkt burde det virkelig være klart, at kun visse typer historier tilpasser sig godt til dette format. Mens andre bare bliver begrænset i deres udtryk og ender med at blive såret af et format, der har så strenge regler, og at det har brug for fornuft i universet for at give mening. Det burde filmskabere begynde at tænke mere over. Måske ville nogle af historierne i denne film have været meget bedre ved at være lavet på den traditionelle måde.
VHS-filteret er også bare for meget. Dette er ikke en køn film at se på.
V/H/S/94 er måske et skridt tilbage for franchisen, men serien har aldrig været kendt for sine produktionsværdier, og der var altid nogle interessante historier her og der. Her virker alt halvkørt, med store ambitioner men uden ressourcer til at nå dem. Producenterne kender helt sikkert deres publikum, og denne indsats vil glæde nogle af dem. Men når man tager i betragtning, at i det mindste hver efterfølger skulle forsøge at overgå den forrige, tog denne film 94'eren i sin titel alt for seriøst og tog franchisen mange skridt tilbage.
Måske burde en VHS-film lavet på en mere traditionel måde være i producenternes sind efter denne.